Dato og tidsrum: d. 29.10. 2025, kl. 10.00-13.00
Sted: Vogn 2 på Godsbanen, Karen Wegners Gade 8, 8000 Aarhus C
Til stede:
Mariane Lyngsø – BKF Midt
Elisabeth Wedderkopp – Teatret Svalegangen
Jette Sunesen – Aarhus Litteraturcenter
Christian Juul Wedel – Frontløberne
Charlotte Mors – Performing Arts Platform
Gemma Brotherton-Ratcliffe – Aarhus Festuge
Kasper Egelund – Bora Bora
Kirstine Højmose – Aarhus Billedkunstcenter
Marianne Gasbjerg – Århus Kunstakademi
Jesper Mardahl – PROMUS
Marc Sejr – Kulbroen
Jeanne Rank Schelde – Naturhistorisk Museum
Merete Stubkjær – Filmværksted Aarhus
Beate Cegielska – Galleri Image
Lone Jensen – UKH Ungdomskulturhuset
Astrid Guldhammer – Børnekulturhuset
Marie Meyer – Teaterhuset Filuren
Lisbeth El Jørgensen – Teater Refleksion
Signe Bisgaard – Aarhus Jazzorkester
Therese Helga Emborg – Kultursamvirket
REFERAT AF GENERALFORSAMLING
- Valg af dirigent og referent
- Dirigent: Kasper Egelund
- Referent: Therese Helga Emborg
Der er indkaldt til generalforsamling i rette tid, og indkaldelsen er dermed lovlig.
Der er præsentationsrunde af de tilstedeværende medlemmer.
- Formandens årsberetning v. Gemma Brotherton-Ratcliffe
Årsberetningen er godkendt. Se vedhæftede.
- Fremlæggelse af regnskab til godkendelse v. Christian Juul Wendell.
Regnskabet afspejler et anderledes år på grund af Bag om Kulturen og de dertilhørende projektmidler. Ambitionen er fremover at sende regnskabet på forhånd inden generalforsamlingen.
Det fremlagte regnskab godkendes.
- Indkomne forslag:
Der er ingen indkomne forslag.
- Fremlæggelse og godkendelse af budget v. Christian Juul Wendell.
Det fremlagte budget godkendes.
- Valg af revisor og revisorsuppleant.
1. Revisor: Ilse Vestergaard, genvalgt
2. Revisorsuppleant: Marc Sejr, valgt
Valget af revisor og revisorsuppleant godkendes.
- Valg af bestyrelsesmedlemmer (Bestyrelsesmedlemmer bliver valgt for 2 år)
De valgt bestyrelsesmedlemmer er:
Christian Juul Wendell – Frontløberne, genvalgt
Gemma Brotherton-Ratcliffe – Aarhus Festuge, genvalgt
Jette Sunesen – Aarhus Litteraturcenter, genvalgt
Kirstine Højmose – Aarhus Billedkunstcenter, ikke på valg
Jesper Mardahl – Promus, valgt for 1 enkelt år
Valghandling vedrørende valg af suppleanter; fra Kultursamvirkets vedtægter § 6b. Suppleanter: “Hvis suppleanterne er valgt ved afstemning, udgør stemmetallene rækkefølgen efter hvilken suppleanterne indtræder i bestyrelsen, dersom et medlem træder ud af denne.”
De valgte suppleanter er:
1. Charlotte Mors, Performing Arts Platform
2. Kasper Egelund, Bora Bora
3. Merete Stubkjær, Filmværksted Aarhus
4. Mariane Lyngsø, BKF
5. Marc Sejr Eggen, Kulbroen
- Eventuelt
- Status på sagen om honorering af Kunstrådene drøftes. Der foreslås evt. at sende et brev til kulturministeren vedrørende den manglende hjemmel for fremtidig honorering.
- Der foreslås en kort præsentation af Kultursamvirkets tre udvalg med fokus på deres kommende arbejdsopgaver og indsatsområder. Hvis man ønsker at være en del af et af de tre udvalg, kontakter man Therese på info@kultursamvirket.dk. Som medlem kan man også udtrykke sin interesse for at oprette et nyt udvalg.
Det politiske udvalg:
Det politiske udvalg lægger stor vægt på at være proaktive omkring nye politikere og være responsive på kommende budgetforlig m.m. Det er generelt en udfordring at nå at eksekvere på alle idéerne, og derfor vil det give rigtig god mening med flere personer i udvalget.
Bæredygtighedsudvalget:
Kulturforvaltningen bruger bæredygtighed som indgang til mange kulturelle tiltag, og opgaven for Kultursamvirkets bæredygtighedsudvalg er at finde en form, der adskiller sig fra og understøtter andre bæredygtighedsfora indenfor kulturen.
Projektudvalget:
Projektudvalget skal arbejde videre med evaluering og udviklingen af Bag om Kulturen med fokus større opbakning blandt medlemmer. Projektet synliggør Kultursamvirkets arbejde og viser vores brede og kapaciteter i kulturlivet for både borgere og politikere. Bag om Kulturen kan give anledning til at finde flere økonomiske midler til Kultursamvirket, så sekretariatet kan løfte flere opgaver fra bestyrelsens skuldre. - Status på planerne for EKFA 2.0 drøftes:
Kulturlivet ønsker større inddragelse i dagsordener, beslutninger og projekter, så kulturens stemme bliver tydeligt repræsenteret og ikke blot formidlet gennem forvaltningen. Der er bekymring for, at kulturens vægt og indflydelse er blevet udvandet over tid, og at samarbejdet har bevæget sig væk fra det oprindelige fokus på partnerskaber mellem kultur og erhverv.
Samtidig ses muligheden for at revitalisere EKFA gennem nye, stærke projekter fra kulturlivet og ved at udnytte potentialet i de planlagte investeringer i byliv og bylivschefsfunktionen. Målet er at genetablere EKFA som et aktivt, modtagende og samarbejdende organ, hvor kultur og erhverv udvikler bylivet sammen på et ligeværdigt grundlag.
Forpersonens årsberetning – GF 22.10. 2025
VELKOMST
Velkommen til jer alle – det er første gang, jeg byder velkommen til Kultursamvirkets generalforsamling, da Marianne (tidligere forperson og nuværende næstforperson) og jeg byttede roller i sommer. Jeg vil også gerne byde velkommen til Therese, der tiltrådte som koordinator og projektleder pr. 1. september ved Kultursamvirket.
KULTURSAMVIRKETS FORMÅL OG BESTYRELSENS ARBEJDE
Kultursamvirkets formål er at styrke kulturen i Aarhus, gøre den synlig og skabe dialog mellem medlemmer og politikere. Fra mit ståsted kan jeg kvittere for: Det mål har vi rykket på det seneste år takket være et stærkt engagement fra vores bestyrelse, suppleanter og udvalg.
Bestyrelsen består af passionerede kræfter, der arbejder målrettet for kulturlivets vilkår ved siden af deres daglige job. Den indsats kan mærkes. Deltagelsen på årets møder har været høj – og det er afgørende for, at vi når vores mål.
I årets løb har vi afholdt 10 bestyrelsesmøder samt en række møder i vores udvalg – projektudvalget, politisk udvalg og bæredygtighedsudvalget. Der har været mere aktivitet og flere møder end normalt, især på grund af vores store satsning Bag om Kulturen. Hertil kommer en række fælles medlemsarrangementer i forskellige formater.
I Kultursamvirkets bestyrelse når vi meget, og vi rykker på vores dagsordener – men vi når ikke alt. Vi kan altid kaste os over flere opgaver, der er nok at tage fat på. Jeg mener dog, at Kultursamvirket er berettiget til at sige: Vi har gjort det mere end godt nok i det forgangne år. Vi har gennemført første år med Bag om Kulturen og markeret os tydeligt i det politiske rum omkring budgetforliget.
Selvom vores indsats ikke har givet umiddelbare økonomiske resultater for kulturlivet, er dialogen med byrådet en kerneopgave for Kultursamvirket. Kampen for offentlige investeringer i kunst og kultur – herunder retten til indeksregulering af driftstilskud – er afgørende for et levende kulturliv i Aarhus. Den kamp fortsætter vi.
Arbejdet i Kultursamvirkets bestyrelse er krævende, men også utroligt berigende: Vi får indsigt i byens beslutninger og mulighed for direkte at påvirke dem til gavn for medlemmerne. Lad os derfor kigge nærmere på udvalgenes arbejde det seneste år.
PROJEKTUDVALGET OG BAG OM KULTUREN
For projektudvalget har årets hovedindsats været udviklingen af Bag om Kulturen som er:
- En indsats, der styrker netværk og samarbejde på tværs af kulturlivet.
- Et ambitiøst kulturuge-format fra 8.–18. oktober 2025 med en tydelig visuel identitet, et åbningsevent med deltagelse af Aarhus Festuges nye direktør, Jakob Tekla Jørgensen, der blev interviewet af chefredaktør Jan Schouby.
- En løftestang for Kultursamvirkets organisatoriske udvikling og indflydelse på kulturpolitikken.
Projektet har krævet stort engagement og hurtig eksekvering. Det var vanskeligt at mobilisere alle medlemmer, og vi manglede i starten både struktur og identitet. Alligevel lykkedes det at realisere en kulturuge på rekordtid med stærk planlægning, PR og koordinering. Det kommende år vil projektudvalget fokusere på at:
- Afklare ambitioner og format: Skal Kultursamvirket fremadrettet være arrangør af en stor kulturuge – og hvordan ser en bæredygtig model for en sådan ud?
- Udnytte platformen strategisk: Hvordan giver Bag om Kulturen større kulturpolitisk gennemslagskraft?
- Udvikle Kultursamvirket som organisation: Hvad er vores fremtidsambitioner og visioner, og hvordan bruger vi bedst vores sekretariatskræfter?
Der er meget intern i vente vedrørende Bag om Kulturen, og vi har følgende opfordring til medlemmerne vedrørende Bag om Kulturen: Deltag i de kommende medlemsworkshops i januar, marts og september, vær med til at forme programmet for 2026 og hjælp os med at forankre Bag om Kulturen som mere end en god idé.
DET POLITISKE UDVALG OG ET STÆRKT FUNDAMENT
I det politiske udvalg har vi i årets løb arbejdet i flere forskellige formater for at påvirke byråddets politiske beslutninger: - Vi har taget initiativ til et fælles medlemsmøde 4. juni med temaet Et stærkt fundament. Her samledes Kultursamvirket, Kulturudvalget, Rådmanden og Kulturforvaltningen på Teatret Svalegangen til en eftermiddag med samtaler, refleksion og fremadskuende drøftelser om kulturens rolle i Aarhus.
- Vi har reageret flere gange i forbindelse med Byrådets budgetforlig – både før, under og efter aftalerne er faldet på plads. Vi fik bl.a. udsendt en akut respons i september under titlen “Har Aarhus en fremtid som Kulturby?”, hvilket Enhedslisten responderede på i et indlæg i Aarhus Stiftstidende.
- Kasper Egelund og Charlotte Mors deltog på vegne af Kultursamvirkets bestyrelse i et foretræde for økonomiudvalget d. 1. oktober, hvilket resulterede i konstruktive spørgsmål og positiv respons fra både direktør for Kultur og Borgerservice, Charlotte Storm Gregersen, og Kulturforvaltningen.
I det kommende år vil Kultursamvirket arbejde på at få en mere kontinuerlig, tilgængelig og forpligtende kontakt til Kulturudvalget. Vi vil styrke den direkte dialog med byens politikere via personlige møder og mindre dialogfora med et helt klart mål om, at Kultursamvirket skal være en naturlig sparringspartner i kulturpolitiske beslutninger.
BÆREDYGTIGHEDSUDVALGET OG GRØN MOBILITET
Udvalget har været mindre aktivt pga. travlhed i projektudvalget og det politiske udvalg:
Vi har medvirket til et medlemsmøde om Grøn Mobilitet d. 13. juni med et godt fremmøde og spændende indblik i kommunens planer for mindre biltrafik og stærkere kollektiv transport. Til mødet blev der blandt andet drøftet billetaftaler og kulturens rolle i den grønne omstilling.
KULTURSAMVIRKETS ØVRIGE INDSATSER
Ved siden af udvalgenes arbejde har vores arbejdsopgaver i det forgangne år været fokuseret omkring følgende:
Vores engagement i EKFA, Erhvervs- og kulturforum Aarhus, og her ønsker Kultursamvirket en mere ligeværdig rolle i samarbejdet på linje med Erhverv Aarhus. Den nuværende afsenderretorik i EKFA skaber uklarhed om, hvem der taler på vegne af hvem, og der er pt. en proces i gang, hvor vi drøfter “EKFA 2.0”. Vores helt klare ønsker er at skabe tydeligere roller og fælles ejerskab. Vi ønsker ikke kun at blive repræsenteret af Kultursekretariatet – vi skal være med til at sætte dagsordenen.
Den 5. marts deltog vi i det strategiske stormøde “Aarhus som ambitiøs kulturby?” arrangeret af Aarhus Kommunes Kunstråd. Formålet med stormødet var at identificere de største udfordringer og uforløste potentialer for kunst- og kulturlivet i Aarhus. Sammen med blandt andre repræsentanter fra de kunstfaglige råd og de kunstfaglige centre, identificerede vi centrale anbefalinger og bud på mulige løsninger, der blev overleveret til Aarhus Kommunes kommende Kulturudvalg.
Én af de lidt mere festlige og anderledes opgave for Kultursamvirket i det forgangne år har været at deltage i indstillingen af 10 kulturinstitutioner og kunstfaglige centre med unge under 18 til deltagelse i den kongelige fejring af Prinsesse Isabellas 18-års fødselsdag.
AFSLUTNING OG OPFORDRING
Som I kan høre, har vi i det sidste år haft et ekstra højt aktivitetsniveau, og der er fortsat meget at tage fat på. Vi vil derfor gerne opfordre jer, medlemmer til at melde jer ind i et af vores udvalg. Jo flere perspektiver vi får, desto stærkere og mere kvalificeret bliver vores arbejde. Vi har brug for jeres erfaringer og jeres engagement i Kultursamvirket.
TAK for i år.
