Har Aarhus en fremtid som kulturby – læs Kultursamvirkets brev til byrådet
Kunst- og kulturområdet svigtes i det aktuelle budgetforlig – trods politiske intentioner og dokumenteret betydning samt borgeropbakning.
Kultursamvirket i Aarhus har med bekymring modtaget nyheden om, at kulturen ikke er blevet prioriteret seriøst i budgetforliget for 2026–2029. Det står nu klart, at langt de fleste af de gode intentioner og konkrete forslag, som blev fremlagt op til forhandlingerne, ikke er ført med hele vejen i forhandlingen. Samlet set står kunst- og kulturområdet tilbage uden et helt nødvendigt løft.
Vi havde håbet, at Aarhus Byråd ville gribe muligheden for at investere i det kulturliv, som er en bærende kraft i byens identitet, fællesskab og trivsel. Vi havde sendt et klart budskab til budgetforhandlerne: Kunst og kultur er ikke flødeskum – det er en del af fundamentet i et velfærdssamfund. Men det budskab er desværre ikke blevet hørt.
Det er særligt skuffende, fordi:
- Der var et historisk stort økonomisk råderum.
- Flere partier havde fremlagt forslag om investeringer i kulturområdet.
- Borgerne i Aarhus har gentagne gange udtrykt, at kulturen er vigtig – 52 % peger på kultur som en
- afgørende faktor for, at Aarhus er en god by at bo i.
- En rapport fra Silverlining Research (2024) dokumenterer kulturens betydning for både trivsel og
- byudvikling.
Alligevel er kulturen blevet nærmest sløjfet fra budgettet. Det er ikke blot en forpasset mulighed – det er et direkte svigt af de mange aktører, institutioner og borgere, der hver dag bidrager til at gøre Aarhus til en levende og mangfoldig kulturby. Vi i Kultursamvirket vil gerne spørge:
Hvordan kan Aarhus fortsat kalde sig en kulturby, hvis kulturen ikke prioriteres politisk og økonomisk?
Vi opfordrer byrådet til at genbesøge beslutningen og finde veje til at sikre, at kulturen ikke marginaliseres, men styrkes – i takt med byens vækst og borgernes forventninger.
Kultur er ikke en udgift – det er en investering i fremtidens Aarhus.
Med venlig hilsen

