Et stort tak til alle, der deltog i Kultursamvirkets generalforsamling den 28. oktober. Valget af nye bestyrelsesmedlemmer giver et stærkt afsæt for det kommende års indsats, og vi ser vi frem til at fortsætte arbejdet med de mange spændende opgaver, der venter forude. Her kan I læse referat af generalforsamligen samt forpersonens årsberetning
Referat af Kultursamvirkets generalforsamling 2026
Dato og tidsrum: Onsdag 28. oktober, kl. 09.00-10.45
Sted: Café Kunsthal, J.M. Mørks Gade 13, 8000 Aarhus C
Til stede:
Gemma Brotherton-Ratcliffe, Aarhus Festuge
Christian Juul Wendell, Frontløberne
Jette Sunesen, Aarhus Litteraturcenter
Kirstine Højmose, Aarhus Billedkunstcenter
Marc Sejr Eggen, Kulbroen
Kasper Egelund, Bora Bora
Merete Stubkjær, Filmværksted Aarhus
Christian Djurhuus, Litteraturen på Scenen
Elisabeth Wedderkopp, Teatret Svalegangen
Marie Norman Nyeng, Aarhus Jazzfestival
Hans Christian Fredberg Knudsen, Kunsthal Aarhus
Marianne Gasbjerg, Århus Kunstakademi
Marie Meyer, Teaterhuset Filuren
Niels Tilma, Aarhus Musikskole
Per Kjærgaard Paulsen, Opgang2
Hannah Oxenvad Svarrer, Filmbyen
Ann Sophie Rønne Andersen, Aarhus Sinfonietta
Kim Grønborg, Spanien 19C
Sus Andersen, BKF Midt
Sophie Rasmussen, Institut for (X)
Mette Skriver, BKF Midt
Karina Præstegaard, Huggeormen og Danske Kunsthåndværkere & Designere
Therese Helga Emborg, Kultursamvirket Aarhus
1. Valg af dirigent
- Dirigent: Kasper Egelund
- Referent: Therese Helga Emborg
Indkaldelsen til generalforsamlingen var rettidig, og indkaldelsen er dermed lovlig.
Der var præsentationsrunde af de tilstedeværende medlemmer.
2. Forpersonens årsberetning v. Gemma Brotherton-Ratcliffe
Årsberetningen blev godkendt. Se vedhæftede.
3. Fremlæggelse af regnskab v. kasserer Christian Juul Wendel
I det forgangne år har der været ændring af regnskabspraksis med større digitalisering, brug af Dinero samt periodiseringer. Regnskabet viste et underskud og en række udgifter til eks. strategiseminar for bestyrelsen, køb af en arbejdscomputer til sekretariatet m.m. Her er tale om engangsudgifter og et kalkuleret underskud, der kan dækkes af foreningens egenkapital.
Bestyrelsen har løbende haft strategiske snakke om opbygning af formue og brug af midler, herunder hvordan driften af sekretariatet sikres. Det fremlagte budget for 2027 viste baggrunden for bestyrelsens forslag om justering af medlemskontingentet, så det matcher de faktiske udgifter til foreningens drift.
Det fremlagte regnskab blev godkendt.
4. Indkomne forslag:
- Vedtægtsændring vedrørende foreningens navn: Bestyrelsen foreslår, at § 1 ændres, så foreningens officielle navn ændres fra Aarhus Kultursamvirke til Kultursamvirket Aarhus, således at vedtægterne afspejler det navn, foreningen anvender i sin daglige kommunikation.
Forslaget blev vedtaget.
- Øvrige forslag.
Der var ingen øvrige forslag.
5. Fastsættelse af kontingent og godkendelse af budget.
- Bestyrelsen foreslår en justering af det årlige medlemskontingent fra kr. 1.000 til:
- 1.250 kroner for små medlemmer
- 2.500 kroner for mellemstore medlemmer
- 4.800 kroner for store medlemmer
Justeringen af medlemskontingentet blev fremhævet som en investering i Kultursamvirkets fremtid og foreningens fællesskab. Kultursamvirkets strategi beskriver klart, hvad der arbejdes for, og justeringen af medlemskontingentet vil skabe mere medlemsindhold og flere løntimer til koordinering og administration. Samlet set skaber det større robusthed i forhold til, hvad Kultursamvirket kan løfte af opgaver.
Bestyrelsen har fået positive tilkendegivelser fra flere af de store medlemmer omkring gradueringen af medlemskontingentet.
Det blev fremført et forbehold vedrørende forslaget om ændring af kontingentet, da Kultursamvirket er en forening for mange forskellige kulturaktører, også på grund af det lave medlemskontingent. Dermed er der en risiko for, at enkelte medlemmer melder sig ud af samvirket. Blandt de fremmødte var der dog enighed om at bakke op om forslaget.
Forslaget blev vedtaget.
6. Valg af revisor og revisorsuppleant.
a. Revisor: Elisabeth Wedderkopp
b. Revisorsuppleant: Marianne Gasbjerg
Valget af revisor og revisorsuppleant blev godkendt.
7. Valg af bestyrelsesmedlemmer
De opstillede kandidater:
Marc Sejr Eggen, Kulbroen
Marie Norman Nyeng, Aarhus Jazzfestival
Kim Grønborg, Spanien 19C
Der var to ledige pladser i bestyrelsen. Der blev foretaget skriftligt valg blandt de tilstedeværende medlemmer.
De valgte bestyrelsesmedlemmer:
Christian Juul Wendell, Frontløberne (ikke på valg)
Gemma Brotherton-Ratcliffe, Aarhus Festuge (ikke på valg)
Jette Sunesen, Aarhus Litteraturcenter (ikke på valg)
Marie Norman Nyeng, Aarhus Jazzfestival
Marc Sejr Eggen, Kulbroen
8. Valg af suppleanter.
De valgte suppleanter:
Kasper Egelund, Bora Bora
Ann Sophie Rønne Andersen, Aarhus Sinfonietta
Hans Christian Fredberg Knudsen, Kunsthal Aarhus
Kim Grønborg, Spanien 19C
9. Eventuelt.
Der blev drøftet, hvordan man som menigt medlem bedst anvender Kultursamvirket. Drøftelsen handlede i høj grad om samtaler på tværs af miljøer og institutioner, og en konkret anbefaling er at bruge Kultursamvirkets bestyrelse og netværk til at få svar på strategiske spørgsmål og politiske dilemmaer.
Det blev påpeget, at det kan være svært at kommunikere alt det, som Kultursamvirket har indflydelse på og indgår i. Derfor blev det fremhævet som afgørende, at Kultursamvirket har en direkte linje til alle medlemmerne. Kultursamvirket bør også være endnu skarpere til at formidle de resultater, som foreningen har opnået i årenes løb – så man som medlem aldrig er i tvivl om den konkrete værdi, foreningen skaber.

Forpersonens årsberetning v. Gemma Brotherton-Ratcliffe
Når man sidder i en bestyrelse, kan man nogle gange blive så optaget af møder projekter og dagsordener at man glemmer at stille det vigtigste spørgsmål: Hvorfor findes Kultursamvirket egentlig?
Det spørgsmål brugte vi en stor del af det forgangne år på at diskutere. Ikke fordi vi var i tvivl om vores formål, men fordi vi gerne ville være skarpere på, hvem vi er, hvad vi vil, og hvilken værdi vi skaber for vores medlemmer.
Vi er et meget forskelligt fællesskab. Vi repræsenterer store og små kulturinstitutioner, festivaler, spillesteder, museer, teatre, kunstnere og kulturaktører. Vi har forskellige vilkår, forskellige udfordringer og forskellige interesser.
Men vi har også noget tilfælles. Vi tror på, at kunsten og kulturen er afgørende for Aarhus. Ikke som pynt på toppen af samfundet, men som en grundlæggende del af det samfund, vi ønsker at være. Derfor er Kultursamvirkets vigtigste opgave at være den fælles stemme for kulturinstitutioner og organisationer i Aarhus.
Vi skal ikke være enige om alting. Men vi skal være stærkere sammen, end vi er hver for sig. Det er også derfor, vi i år har arbejdet med en ny strategi. Strategien 2026-2028 bygger på en enkel ambition: Kultur skal ses som en investering i byen og ikke som en udgift på budgettet. For vi ved, at kultur skaber værdi. Kultur skaber identitet. Kultur skaber fællesskaber. Kultur gør Aarhus til en mere attraktiv by at bo, arbejde og studere i.
Men den værdi opstår ikke af sig selv. Derfor har vi samlet vores indsats omkring to centrale mærkesager.
Den første er et kulturbudget, der følger byens udvikling. Aarhus vokser. Byen bliver større. Ambitionerne bliver større. Derfor mener vi også, at investeringerne i kulturen skal følge med. Hvis kulturlivet skal kunne levere kvalitet, udvikling og relevans, kræver det stabile og langsigtede rammer.
Den anden mærkesag handler om Fair Practice. Vi ønsker et kulturliv, hvor der er ordentlige arbejdsforhold, rimelig betaling og respekt for den faglighed, som kunstnere og kulturaktører bidrager med. Et stærkt kulturliv kræver bæredygtige vilkår for dem, der skaber det.
Men hvad får man egentlig som medlem af Kultursamvirket? Det er et helt legitimt spørgsmål. Noget af værdien er meget konkret. Man får adgang til et netværk af kolleger og samarbejdspartnere på tværs af hele kulturlivet. Man får mulighed for sparring, videndeling og erfaringsudveksling. Man bliver inviteret ind i fælles projekter, arrangementer og initiativer.
Men noget af værdien er også mindre synligt. Det er den stemme, der taler kulturlivets sag, når budgetter forhandles. Det er de relationer, der opbygges til politikere, embedsværk og andre beslutningstagere. Det er de høringssvar, møder og dialoger, som ofte foregår bag kulisserne. Det er det fælles beredskab, der gør, at når kulturen kommer under pres, så står vi ikke alene.
Kort sagt. Kontingentet køber ikke kun adgang til et netværk. Det er et bidrag til et fælles talerør og et fælles mandat til at arbejde for bedre vilkår for kulturen i Aarhus.
Men værdien af Kultursamvirket handler ikke kun om netværk og interessevaretagelse. Den handler også om de projekter, vi udvikler sammen. Det tydeligste eksempel er Bag om Kulturen. Projektet har et dobbelt formål. Dels at styrke kompetencerne hos vores medlemmer gennem faglige workshops og videndeling, dels at skabe større synlighed om kulturlivet over for byens borgere.
I år har medlemmerne blandt andet kunnet deltage i workshops om data og brugerforståelse, målgrupper og adfærd i kulturbranchen samt et seminar om basisindkomst for kunstnere. Her har medlemmer kunnet hente ny viden, dele erfaringer og blive inspireret af hinandens arbejde. Samtidig har Bag om Kulturen åbnet dørene ind til de mange scener, værksteder, institutioner og kulturmiljøer, som normalt er skjult for offentligheden.
I 2026 omfattede programmet 36 arrangementer udviklet særligt til Bag om Kulturen og 16 samarbejder mellem forskellige kulturaktører. Det glæder mig særligt, fordi samarbejde på tværs er en af de største styrker ved vores fællesskab. Og resultaterne kan mærkes. På baggrund af arrangørernes evalueringer har omkring 3000 borgere deltaget i Bag om Kulturen i år. Det er en flot fremgang i forhold til sidste år og et tydeligt tegn på, at der er interesse for at komme tættere på kulturen og de mennesker, der skaber den.
I løbet af projektperioden 2025-2026 har hele 38 kulturinstitutioner og kulturaktører været en del af programmet. Det vidner om en stor opbakning fra medlemmerne og om et projekt med et betydeligt udviklingspotentiale. For mig illustrerer Bag om Kulturen meget præcist, hvad Kultursamvirket kan, når vi lykkes bedst. Vi skaber værdi for medlemmerne, vi styrker samarbejdet på tværs af kulturlivet, og vi gør kulturen mere synlig og relevant for aarhusianerne.
Samtidig har de seneste to år vist os, hvor stor en forskel det gør at have ressourcer til at drive udviklingen. Bevillingerne bag projektet har været afgørende for at vi har kunnet tilknytte en projektkoordinator og udvikle Bag om Kulturen til et stærkt og professionelt arrangement. Hvis den positive udvikling skal fortsætte, kræver det nye bevillinger. Derfor har vi blandt andet søgt støtte hos Salling Fondene og arbejder målrettet på at finde yderligere finansiering, så vi kan videreudvikle projektet til gavn for både medlemmerne og byens borgere.
Inden jeg slutter, vil jeg gerne rette en stor tak til Therese for hendes engagement, energi og faglighed. Hendes indsats, ikke mindst i forbindelse med Bag om Kulturen, har været afgørende for mange af de resultater, vi har skabt i år.
Jeg vil også gerne takke bestyrelsen og suppleanterne. Kultursamvirket er drevet af mennesker, der bruger tid og kræfter ved siden af deres daglige arbejde, og det engagement er helt afgørende for, at vi kan flytte noget sammen.
En særlig tak også til de afgående bestyrelsesmedlemmer og suppleanter, Kirstine, Jesper, Merete, Marianne og Charlotte. Tak for jeres engagement, jeres tid og jeres bidrag til Kultursamvirkets udvikling.
Samtidig vil jeg opfordre flere medlemmer til at engagere sig. Vi har brug for nye stemmer, nye perspektiver og nye kræfter, hvis vi fortsat skal udvikle Kultursamvirket og styrke kulturlivets position i Aarhus. For i sidste ende er Kultursamvirket ikke bestyrelsen, suppleanter eller forpersonen. Kultursamvirket er summen af alle os, der tror på, at et stærkt kulturliv gør Aarhus til en bedre by.
Tak for opbakningen i året, der er gået. Jeg glæder mig til at fortsætte arbejdet sammen med jer i året, der kommer.

