‘KULTUR- OG FRITIDSLIVET HAR STOR BETYDNING FOR AARHUSIANERNE’ –

Men i Aarhus Kommunes seneste budgetforlig er kulturen og kunsten blevet fravalgt.

DETTE ER EN BEKYMRENDE UDVIKLING, SOM KULTURSAMVIRKET IKKE KAN IGNORERE.

“Jamen – det kan da ikke passe?”

Med vantro og undren må Kultursamvirket i Aarhus konstatere, at der i forbindelse med det nyligt indgåede budgetforlig i Aarhus slet ikke investeres i udvikling, produktion og præsentation af kunst og kultur. Hvordan kan byen, som i 2017 bar titlen Europæisk Kulturhovedstad, som med stolthed kalder sig en producerende kulturby, som nysgerrigt og aktivt har udviklet forståelsen for kunst og kultur som et væsentligt element i det sunde liv – og som i sin kulturpolitik bl.a. betoner vigtigheden af et stærkt fundament og af de rette betingelser, rammer og midler, der gør Aarhus er en relevant by at udvikle og udøve sit kunstneriske virke i – ende med et budgetforlig for 2025, som så fuldstændigt ignorerer byens kunst-og kulturliv?

I midten af september udkom Silverlining Research med rapporten ‘Kultur- og fritidslivets værdi for borgere og samfundet i Aarhus Kommune’, som bl.a. konkluderer at ‘kultur- og fritidslivet har stor betydning for aarhusianernes oplevelse af Aarhus som et godt sted at bo – ifølge rapporten angiver 52% af de adspurgte borgere kulturlivet som årsag til, at Aarhus er et godt sted at bo, og 19 % angiver fritids- og foreningslivet som årsag. Rapporten peger på, at aarhusianerne er villige til at øge deres månedlige skattebetaling med gennemsnitlig 163 kr. for at sikre eller udvikle byens kultur- og fritidsliv. Rapporten slår samtidig fast, at kulturlivet også bidrager væsentligt og positivt på det økonomiske område – ifølge rapporten sikrer kultur- og fritidslivet i Aarhus Kommune beskæftigelse til i alt 11.677 personer og genererer en årlig bruttoværditilvækst på 7.634 mio. kr. Som kulturaktører på mange forskellige niveauer er medlemmerne af Kultursamvirket ikke i tvivl om den værdi, kunst og kultur har – det er jo denne værdi, som er drivkraften for vores arbejde.

Med rapporten fra Silverlining Research fik vi endelig et sæt data, som beskriver den oplevede værdi af kulturlivets bidrag til byen og – ikke mindst – borgerne. Rapporten udløste da også en række “skåltaler”, bl.a. i Kulturmonitor hvor byens rådmand op til budgetforhandlingerne tilkendegiver at:

“… vi skal lytte til borgerne og sikre, at der fortsat bliver investeret massivt i kulturen … Konklusionen er jo netop, at borgerne mener, at det er et område som skal prioriteres og som på alle måder en god investering både i borgernes velfærd og i samfundsøkonomien. For mig er det vigtigt, at man lytter til borgerne og sikrer en fortsat udvikling af kultur- og fritidslivet.”

Men når det kommer til egentlig handling i form af helt nødvendige investeringer i kommunens kulturliv og rammerne for kunstnerisk produktion, står det skidt til. Det aktuelle budgetforlig sender et tydeligt signal om, at kommunens kunst- og kulturtilbud ikke er ligeså vigtigt for de politiske forligspartier i byrådet, som de er for kommunens borgere. Rapporten fra Silverlining Research dokumenterer også, at hele 78% føler, at kultur- og fritidslivet har en stor betydning for deres trivsel. Alligevel roser forligspartierne deres aktuelle budgetforlig for at lykkedes med at sikre og styrke velfærden og kommunens kerneydelser. Dette peger på, at der i forligskredsen – trods god evidens for det modsatte – hersker den opfattelse, at kunst og kultur ikke er velfærd, og dermed ikke en væsentlig kerneydelse, som skal tilgodeses i et budgetforlig. Det hænger ganske enkelt ikke sammen med en moderne forståelse af den samfundsmæssige betydning af kunst og kultur – og med de besvarelser, borgere har givet i forbindelse med Silverlining Research’s undersøgelse. Kultursamvirkets bekymring forstærkes yderligere ved læsning af budgettet under punktet ”Økonomi – Puljesanering’’, hvor der foreslås en ‘ambitiøs sanering af puljer forud for budget 2026’ – en gennemgang af samtlige puljer i kommunen med det formål at fjerne de puljer, der ikke er inden for kommunens kerneydelser. Opgaven er at frigøre minimum 25 mio. kr., som skal bruges til kernevelfærd. Hvis dette forslag læses og forstås i lyset af en iboende politisk opfattelse, at kunst og kultur ikke er en væsentlig kerneydelse i Aarhus Kommune, finder Kultursamvirket stor grund til bekymring for fremtiden. En væsentlig andel af kommunens kunst- og kulturtilbud udvikles og skabes på baggrund af støtte fra netop kommunens puljer til kulturelle formål. Særligt de små og mindre aktører er afhængige af disse puljer.

Hvis dette forslag rammer kommunens puljer til kulturelle formål, vil dette have meget store konsekvenser for kommunens kulturliv og for borgernes adgang til et varieret udbud af kulturelle oplevelser. Kultursamvirket kan ikke længere stiltiende være vidne til, at byrådets økonomiske beslutninger slet ikke anerkender den betydning kunst- og kulturlivet har for kommunens borgere. Det aktuelle budgetforlig markerer et lavpunkt. Der skal altså mere end skåltaler til, hvis Aarhus fortsat skal være en kulturby af substans, og byens borgere fortsat skal have mulighed for en mangfoldighed af stærke kunstneriske og kulturelle oplevelser. Det aktuelle budgetforlig peger på nødvendigheden af en grundlæggende og forpligtende samtale om kunstens og kulturens betydning for borgernes velfærd og trivsel, om kulturtilbuddenes betydning for Aarhus som et godt sted at bo og – ikke mindst – om kunstens og kulturens position som en helt central og væsentlig kerneydelse i Aarhus Kommune – en kerneydelse, som skal investeres i. Kultursamvirket vil meget gerne invitere til denne samtale og håber, at medlemmer af byrådet vil tage engageret imod denne invitation.

Kultursamvirkets formål er at fremme medlemmernes fælles interesser til gavn for Aarhus som kunst- og kulturby, at fremme kulturens synlighed som værdifuld del af byens selvforståelse, herunder motivere og stimulere dialogen mellem kulturens institutioner/ organisationer og byens politiske niveau, samt sikre en engageret og synlig debat om væsentlige kulturpolitiske forhold og at fungere som et forum for dialog og erfaringsudveksling mellem medlemmerne.

På vegne af Kultursamvirket Aarhus

Bestyrelsen